SØG · HJÆLP

Workshops

      

 

Kemishow Workshop er udviklet som supplement eller alternativ til egentlige kemishows, for børn og unge i aldersgruppen 9-13 år (ca. 3.-6. klassetrin). I forbindelse med workshoppen får deltagerne SELV lejlighed til (under kyndig vejledning) at udføre en række sjove og spektakulære eksperimenter, og udforske den fantastiske kemi der findes alle vegne omkring os i vores hverdag. De fleste af eksperimenterne er variationer over de forsøg vi i Kemishow selv bruger under vore shows, og som sådan sorterer størstedelen af forsøgene også under Kemishows sædvanlige dogme, nemlig at "man skal kunne lave det selv, derhjemme". De nødvendige kemikalier og øvrige remedier er således alle nogle, der kan købes i almindelig handel, og interesserede deltagere har således mulighed for at fortsætte eller gentage deres "forskning" derhjemme.

Workshops udføres i hold, hvis størrelser kan spænde fra nogle få deltagere og op til standard skoleklassestørrelse. Præcist hvilke forsøg et givent workshop-hold sættes i gang med, tilpasses efter hvilke årgange holdet udgøres af. Det bedste udbytte for deltagerne fås i hold, hvor spredningen i alder er så lille som muligt, da det som udgangspunkt er vores politik altid at vælge forsøg efter de yngste deltagere (laveste abstraktionsniveau), således at der ikke er nogen der sættes i gang med noget de hverken kan forstå eller overskue. Med en stor spredning i alder risikeres det således at workshoppens indhold ikke appellerer til de ældste af deltagerne.

Forud for hver workshop instrueres samtlige deltagere omhyggeligt i basal laboratoriepraksis og sikkerhed, og der udleveres kitler og beskyttelsesbriller til alle. Engangshandsker er til enhver tid tilgængelige, og der instrueres i brugen af dem. Det bemærkes her, at vi - i vore workshops - omhyggeligt undgår at bruge husholdningskemikalier, som vi har vurderet er for kradsbørstige til at unge mennesker bør håndtere dem. Generelt er vores læresætning her, at "selv om det kan købes i supermarkedet, betyder det ikke nødvendigvis at det er harmløst". Efter hvert workshops-eksperiment er der afsat tid til en evaluering, hvor deltagernes "forskningsresultater" diskuteres (under hensyntagen til abstraktionsniveau).

Kemishow Workshops kan udføres hvor som helst, og kræver ikke særlige faciliteter ud over god plads og nogle borde som deltagerne kan arbejde ved. Vi anbefaler selv workshops til folkeskolens "Natur og Teknik" fag, naturfags temauger samt biblioteker eller ungdomsinstitutioner der arbejder med naturvidenskabelige emner. Vi afholder gerne mere end én workshop i løbet af samme dag.

For mere info samt booking af Kemishow Workshop, kan der klikkes her

Revideret

© Henvendelser til webredaktøren